1
Nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig!
Er det end korsets vej,
du viser mig,
altid dog synger jeg:
Nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig!
2
Om sent i sorgens stund
ensom jeg går
og har til leje kun
stenen så hård,
drømmen dog bærer mig
nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig.
3
Opladt mit øje ser
stigen til Gud
og gennem alt, hvad sker,
sendt på dit bud
engle, som vinker mig
nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig.
4
Her er, med Himlens håb,
Betel for mig:
stenen i tårers dåb
salver jeg dig,
frejdig går frem min vej
nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig.
5
Og er for sidste gang
striden forbi,
sjælen til Himmel-vang
løfter sig fri.
Evigt da jubler jeg
hjemme, min Gud, hos dig,
hjemme hos dig.