Lad mig gå, du tavse nat,
lad mig stå så stille at
dem som jeg skal passe på
sover li’så læng’ de må,
sover li’så læng’ de må.
Lad mig vente, kolde vind,
med at lukke kulden ind
i det kammer hvor min ro
endnu ikk’ har lært at bo,
endnu ikk’ har lært at bo.
Lad mig ikke trampe på
kornets lille spinkle strå,
lad mig se hver spire gro
melet, brødet – brudt i to,
melet, brødet – brudt i to.
Lad mig elske ud’n at se
det jeg tror jeg ikk’ kan gi’,
lad min tvivl komm’ mig til go’e,
grib mit håb og styrk min tro,
grib mit håb og styrk min tro.
Som en svale sygner hen,
natten kalder mig til den,
ho’det mod din varme sten,
tusind dage blir til én,
tusind dage blir til én.
Li’så lille som en fugl
over havet uden skjul,
bryder bølgen under mig,
alt jeg ved: Alt ændrer sig,
alt jeg ved: Alt ændrer sig.