Kender du nok parken, med blomster og med træer
Så kender du vel manden, der altid sidder der
Aldrig har jeg set ham tale med en ven
Af træthed satte jeg mig der, jeg hilste på ham, men
Manden kiggede på mig med tåreøjne to
Og smilede så til mig med en utrolig ro
Ingen før har sådan smilet gennem gråd
Og før jeg spurgte ham hvorfor, så gav han mig et råd
“Min ven, du skal vide, at gråd og latter er
Hinandens bedste venner, som vi, der sidder her
Vi kender godt hinanden, men har dog aldrig før
Siddet her på bænken i parken, som vi gør”
Manden kiggede på mig, og jeg retur, bevares
Hans ord var som en gåde, jeg havde intet svar
Hvorfor var vi venner? Hvorfor gråd og smil?
Jeg sad jo blot på bænken der for et uskyldigt hvil
Derfor spurgte jeg ham, “Hvordan er du min ven?”
Han tænkte lidt og smilte, og talte så igen
“Selvom du var fremmed, satte du dig her
I tårerne du kender mig, i smil har jeg dig nær
Min ven, du skal vide, at gråd og latter er
Hinandens bedste venner, som vi, der sidder her
Vi kender godt hinanden, man har dog aldrig før
Siddet her på bænken i parken, som vi gør”
“Min ven, du skal vide, at gråd og latter er
Hinandens bedste venner, som vi, der sidder her
Vi kender godt hinanden, man har dog aldrig før
Siddet her på bænken i parken, som vi gør
Siddet her på bænken i parken, som vi gør”