Før var jeg dén, der havde alt
Min skæbne ku’ jeg styrre selv
Jeg havde ikke brug for andre i mit liv
Indtil, hun sagde farvel
Jeg mærker savnet nat og dag
Altid tilstede i mit sind
Jeg lod mit bange hjertes døre stå på klem
Lod hende slippe ind
Hun vil altid være hos mig
Selvom, hun er taget afsted
Hun vil gi’ mig uru, glæde, smerte
Jeg får aldrig fred
Rastløs i de tomme tårne
Drømmer jeg som aldrig før
I håbet om, hun vender hjem
Venter jeg bag en åben dør
Jeg var så mod den kærlighed
Jeg så et glimt før, den svandt bort
Alt dét, vil ku’ ha’ haft er tungt at tænke på
Hun var her kun så kort
Jeg kan adrig mere glemme
Selvom, her er langt herfra
Mindet inspirerer mig
Nu er dét det eneste, jeg har
Rastløs i de tomme tårne
Natten venter lang og hård
I fantisien, er hun på vej
Vi ku’ ha’ haft alt, hun og jeg
Og hun betyder alt for mig
Hun er den jeg lever for
