Der udenpaa hun vilde kjøre,
For man kan sidde ovenpaa!
Derop jeg vilde hende føre,
Men slet tilveirs hun kunde gaae.
Dog kom hun op, hun vilde takke,
Så smælded’ Kudsken, Vognen gik;
Og det var rædsomt ned af Bakke
Hun skreg af skræk, halv ondt hun fik.
“O, O, O,!
vi vælte jo!”
Der sad i Maaneskin vi to!
“O, O, O,!
vi vælte jo, vi vælte jo!”
Der sad i Maaneskin vi to!
Der sad i Maaneskin vi to!
[Talt:]
Åh, hvor hun hældede sig op til mig. Åh, hvor hun holdt fast! Åh, ja, ja, ja, ja. Det var den historie.
Men, var jeg ikke oppe at age dengang, så kom jeg i Paris (hm, gud nådelig vel) hvor der er kommers, rummel og tummel, markedsdag hele ugen igennem!
Der går jeg i en af disse gader, midt ud, (og så går jeg da i rendestenen!), ja for den holder sig slettes ikke der til siden, det, det er nu sådan på sin fransk. Så kommer der er forfærdeligt postyr af en vogn; jeg troede sådan at det var til at ha’ en elefant i. Der var en åben dør, bagpå, og en trappe, som hang ned. Her stod en politibetjent med en klokke, og der steg folk ind og ud. Sådan kom der en vogn, og sådan kom der en anden. Og den kaldes en omnibusk.
Så vinkede jeg ad ka’len bagpå: “Ka’ jeg age me’?”, sagde jeg. “Si, sous” sa’ han, “Fa, tzou” sa’ jeg. Og så krøb jeg ind i vognen. Den var sådan en slags “kørende kontor”.