Der står en lind i min faders gård,
den har så dejlige grene,
og kan jeg ikke blive gift i år,
så vil jeg være alene.
De røde roser og de hvide blad’
de smukke piger holder jeg lidt a’
helst når jeg ser den jeg vil ha,’
med stor fornøjelse på jorden.
Og havde jeg mig et kammer haft
med nøgle og lås derfore,
da ville jeg mig en kærest’ ha’,
om jeg det ellers turde vove.
De røde roser og de hvide blad’
de smukke piger holder jeg lidt a’
helst når jeg ser den jeg vil ha,’
med stor fornøjelse på jorden.
Og gik jeg mig udi højenloft,
det var en aften så silde,
der kom min kæreste bankende på.
Jeg lukked ham straks inde.
De røde roser og de hvide blad’
de smukke piger holder jeg lidt a’
helst når jeg ser den jeg vil ha,’
med stor fornøjelse på jorden.
Oh hør nu, allerkærest’ min,
og må jeg hos dig sove?
I morgen tidlig tit op på dag
så vil jeg eder trolove.
De røde roser og de hvide blad’
de smukke piger holder jeg lidt a’
helst når jeg ser den jeg vil ha,’
med stor fornøjelse på jorden.
Om morg’nen tidlig, da det blev dag,
jeg tænkte min kærest’ at finde,
da var han lønligen taget bort,
jeg så ham aldrig mere.
De røde roser og de hvide blad’
de smukke piger holder jeg lidt a’
helst når jeg ser den jeg vil ha,’
med stor fornøjelse på jorden.
Ja, skam få den, som falskhed bær’
og den som falskhed ejer,
de tage fra mig min kæreste,
jeg havde ikkun den ene.
De røde roser og de hvide blad’
de smukke piger holder jeg lidt a’
helst når jeg ser den jeg vil ha,’
med stor fornøjelse på jorden.
Og æblet er både gul og grøn,
og rusten sidder derinde,
og karlen er både vakker og skøn,
enddog han er falsk i sinde.
