Og det var liden Karen, den unge konge så.
Hun lyste som en stjerne blandt alle terner små.
Hun lyste som en stjerne blandt alle terner små.
”Og hør, du liden Karen, og vil du føje mig?
De sølverbundne kniver to, dem vil jeg give dig.
De sølverbundne kniver to, dem vil jeg give dig.”
”De sølverbundne knive to, dem passer jeg ej på.
Giv dem din unge dronning, lad mig med æren gå.
Giv dem din unge dronning, lad mig med æren gå.”
”Og hør, du liden Karen, og vil du føje mig?
Stenhuset udi skoven det vil jeg give dig.
Stenhuset udi skoven det vil jeg give dig.”
”Stenhuset udi skoven, det passer jeg ej på.
Giv det din unge dronning, lad mig med æren gå.
Giv det din unge dronning, lad mig med æren gå.”
”Og hør, du liden Karen, og vil du føje mig?
Mit halve kongerige, det giver jeg til dig.
Mit halve kongerige, det giver jeg til dig.”
”Det halve kongerige, det passer jeg ej på.
Giv det din unge dronning, lad mig med æren gå.
Giv det din unge dronning, lad mig med æren gå.”
”Og hør, du liden Karen, vil du ej være min
Så lader jeg dig sætte i fangetårnet ind.
Så lader jeg dig sætte i fangetårnet ind.”
”Og lader du mig sætte i fangetårnet ind
Ret aldrig nogensinde så vil jeg være din.
Ret aldrig nogensinde så vil jeg være din.”
”Og hør, du liden Karen, hvi gør du mig så vred?
Så lader jeg dig sætte i spigertønden ned!
Så lader jeg dig sætte i spigertønden ned!”
”Og lader du mig sætte i spigertønden ned
Så kender Gud i himlen min uskyldighed.
Så kender Gud i himlen min uskyldighed.”
De satte liden Karen i spigertønden ned.
Da kom to hvide duer til hende med Guds fred.
Da kom to hvide duer til hende med Guds fred.
Og unge kongen blegned’ i sin forgyldte sal.
Da kom to sorte ravne til ham med helveds kval.
Da kom to sorte ravne til ham med helveds kval.