Sig, husker du i Sommer,
hvor her vi vandred tidt?
Hvert Blad var grønt som Håbet,
hvert Vinddrag solskinsblidt.
Nu Løvet suser falmet
henover blomstløs Jord,
Og i de nøgne Grene
højt sukker Stormens Kor.
Ak, var det blot Naturen,
som kold sig svøbte ind,
Men du, min Ven, du også
som den har skiftet Sind!