Jeg sad her en morgen og læste avis
en dag som så mange før den
og jeg tænkte på alle de drømme, man har
som aldrig vil komme igen
Da så jeg et fotografi
af en pige, der løb i en skov
hun holder en fugl i sin favn
forsigtigt, som om den sov
Det lyse hår falgrer i vinden
mens hun løber på vaklende ben
og hun hvisker en bøn og håber og tror
at hun ikke vil komme for sent
Pigen er lille, hendes hår er så lyst
og kinden så flammende rød
og fuglen i favnen er sort som en nat
der slutter med længsel og død
Men pigen hun løber for livet
med den sårede fugl mod hendes bryst
hun flygter mod tryghed og varme
i håb om at finde lidt trøst
Øjnene stråler og glimter af lys
hun løber på vaklende ben
for hun ved, det er sandt, hvad far har fortalt
er der liv, er det aldrig for sent
En rysten og skælven tog plads i min krop
jeg blev bange for det, som jeg så
for jeg vidste jo godt, at når alt kom til alt
var det mig selv, jeg stirrede på
For mit håb er en fugl, som er såret
og pigen, den jeg engang var
som tror på en sandhed om livet
som tror, at der findes et svar
og jeg løber med bankende hjerte
flygter på vaklende ben
og jeg hvisker en bøn og håber og tror
men ved, at det er alt for sent
