Marie var som skabt for mig
Men så snart hun viste sig
Ku’ jeg mærke modet svinde
Og med ord, der kun blev færre
Sku’ jeg prøve at erklære
Hva’ jeg følte for hende
Men alt jeg ville sige
Det sagde Marie
Før jeg ku’ ytre mig
Hånd i hånd gik vi hjemad
Fra det øjeblik af
Var vi aldrig hver for sig
En dag smilte hun og sagde
At om to og fyrre dage
Tog hun et års tid til Mexico
Der var et liv for hende der
Men selv om jeg sku’ blive her
Ku’ det stadig være os to
Og hvad kunne jeg sige
Da jeg så Marie
Fuld af mod på eventyr?
Jeg måtte da kunne lære
At kunne bære
Vi sku’ være hver for sig
Ja, hvem sagde, du sku’ være nemt
At bo på hvert sit kontinent?
Jeg tænker kun på hendes færden
Vi ligger, som vi selv har redt
Men mit indre, det er spredt
For hver en vind i hele verden
Er der mon mere at sige
Når mig og Marie
Endelig ses igen?
Eller ender det hele
Og skal vi så dele
Gyldne minder hver for sig?
Trække vejret hver for sig?
Marie, kom nu hjem til mig