Nu er den købt og hænger i mit skab
mit livs sidste røde kjole
en ensfarvet påfugl
syndig som valmuer på herrens mark
diskret, en smugle senil
min kjole beder ikke om hjælp
og sladrer ikke til andre
den har allerede glemt hvor kostbar den har været
beruset af sin farvepragt har den glemt sin skæbne
Min kjole skal dø, falmet med brunlige sår
efter cigaretskodet som har moret sig over
at et askebærer kan være så tyndt, så rødt, og så eftergivende
Min kjole skal i himmelen
der vil den lægge sig for skaberens føder
og drage sit sidste, stolte, røde suk
