Tænk, at noget så yndigt ka’ bli’ så fordrukkent og til grin
Hvornår forlod vi det og blev til noget andet?
Dine ord er som nåle, men dit blik er som morfin
Vi står stille, men tiden er jo gået
Sku’ jeg fortælle, hvor meget jeg har løjet og græt
Gemt bag dette lag af sort nylon
Jeg råber kun af frygt for at blive væk
For dit ansigt er så fremmet
Og ord er nu så betydningsløse
Før var det det eneste, jeg ville ha’
Og mine hænder er så følelsesløse
Her er ikke mere at ta’
Hvornår gik vi fra tosom til ensom
Du havde ellers tiltro til det hele
Du går nu tilbage, fra hvor du kom
Du har vasket dine hænder rene
Og ord er nu så betydningsløse
Før var det det eneste, jeg ville ha’
Og mine hænder er så følelsesløse
Her er ikke mere at ta’
Jeg beklager nu for alt det kaos, jeg fik skabt
Alle mine forventningsskabeloner
Mit hoved er fyldt med ord, jeg aldrig vil få sagt
Du fortjener meget mere end toner
