Vi mødtes i sne.
Forblændet af ungdom og uden at se
et virvar af jubel og nysgerrighed
vi mødtes i sproget, et hemmeligt sted
og der går vi hen,
igen og igen,
igen og igen,
og tonerne blev til et langstrakt refræn,
et plot, en fortælling, en popmelodi,
godnatsange brudt af sirenernes skrig.
Vi følte os som,
en luftløs ballon,
en luftløs ballon
en endeløs sætning, helt kæntret og tom
Jeg hjemsøges tit af ideer om flugt
men latteren tegner dit ansigt så smukt
Du strækker din krop
mens solen står op
mens solen står op
så brygger vi kaffe og drikker en kop
og når vi bliver fanget i hverdagens støj
så ruller vi øjne og deler en smøg
så strander vi der,
hvor ømheden er,
hvor ømheden er
marcherer vi tappert med velviljens hær
en kærlighed tyndslidt og helt desperat
kun båret af løfterne, stålsat og klart
En dirrende nu
mit søvnige du
mit søvninge du
mit drama er langt, min fornuft er itu
og når jeg bliver bange og når jeg bliver vred
så sænk mine skibe og skænk mig din fred
jeg øjner en kyst
og snart bliver det lyst
og snart bliver det lyst
så tag mig for givet det virker så tyst
fortabt er jeg stadig trods årenes gang
og synger med tak denne kærlighedssang
fordi det skulle ske
vi mødtes i sne.