Før verden, den var mer’ end status quo,
havde hun en elsker, og hun var ham tro
Og om dagen gik de rundt som en kliché;
han var en ensom mand, så det blev ved det
De mødtes kun som kvinde og som mand,
når solen sov ved nat i skyggeland
Og de elskede vildt og ud og indenom,
men fortryllelsen brast, når morgenen kom
Og hun var månen selv,
og han var ulv, han var ulv
De smeltede sammen drømmende i live, krop mod krop,
måneulv på bjergenes top
Og dagene og nætter går mod død,
det eneste lys han så, var hendes glød
Der kom aldrig nogensinde morgenlys og daggry frem,
der hævede forbandelsen, der lå over dem
Og hun var månen selv,
og han var ulv, ja, han var ulv
De smeltede sammen drømmende i live, krop mod krop,
måneulv på bjergenes top
Og hun var månen selv,
og han var ulv, han var ulv
Og de smeltede sammen drømmende i live, krop mod krop,
måneulv på bjergenes top
