Jeg står i mine forfædres hjemegn
I et lilla landskab af lyng
Et vindblæst, skråt kendetegn
I mit hjertes dybeste tyngde
Jeg føler mig underligt hjemme her
Der, hvor vinden altid kommer ind
Selvom mine hænder har bløde fuger
Ka’ jeg mærke hedens stædighed
Jeg hører din stemme
Som en hvisken i vinden
Kysser på kinden
Og jeg savner dig
Jeg savner dig
Og nu ser jeg dig stå lige her
Oppe på bakken ved siden af det træ
Du står sammen med morfar og alle de andre
Og jeg falder på knæ
Jeg hører din stemme
Som en hvisken i vinden
Kysser på kinden
Og jeg savner dig
Jeg hører din stemme
Som en hvisken i vinden
Kysser på kinden
Og jeg savner dig
Savner dig
Det’ som om, min sjæl altid længes her
Til det sted, der’ lyngens hjemegn