Hør mig, I kølige Hjærter i Nord,
I, som vil Fryd i Forsagelsen finde:
I går iblinde, I går iblinde,
vil plukke Roser, hvor Roser ej gror.
Årene rinde, kræfterne svinde,
hvor er vel Sneen, som faldt ifjor?
Ej I det tabte tilbage vinde,
Læg jer paa Sinde
da mine Ord:
Favne hende, som helt gav sig hen,
hende, hvem helt du dig gav igen,
favne hende med al den Ild,
al den Livets luende Længsel,
som i dit bakende Hjerte bor,
det er den største – nej mere end det!
det er den eneste virkelig store
Lykke på Jord.
