To ensomme fugle fløj hver sin vej
De var begge på træk
Hun søgte føde, han søgte væk
To ensomme fugle på træk
De mødtes tilfældigt en sensommer nat
Hvor stormene rasede og stred
De fløj over havet på hvide vinger
Og varmede hinanden derved
Når stormene raser kan hjerter gi´ ly
Men fugle der trækker på stand,
kan blot se et glimt af det ukendte land
og må skilles før dagen kan gry
Se ikke tilbage,
Nej, flyv nu din vej
For intet må spire og gro
At øjnene blændes af tårer måske,
Ja, Det ved jo kun i to
Skønt din ryg er en fæstning og din flugt er et sejl
Er du ikke den samme som før
For dit hjerte er nøgent i tårernes spejl
Værner den vidtåbne dør
To ensomme fugle, fløj hver sin vej
De var begge på træk
Hun søgte føde, han søgte væk
To ensomme fugle på træk
Se ikke tilbage,
Nej, flyv nu din vej
For intet må spire og gro
At øjnene blændes af tårer måske,
Ja, det ved jo kun i to
Se ikke tilbage
To ensomme fugle på træk
