Hvor er den lyse tid?
Hvor er den selvtillid, som jeg plejer at ha’?
Hvor er mit sande jeg?
Hvor er den lette vej, som jeg plejer at ta’?
Hvor er ham der før var mig?
Hvor er livet der var en leg?
Hvor er den seje stil?
Hvor er det skæve smil, som jeg plejer at brug’?
Hvor er ham jeg var engang?
Melodien der var en sang.
Der er dage hvor døgnet varer hundrede timer,
Mens man går og be’r til at solen går ned.
Der er dage hvor alting bare slet ikke rimer,
Og som syn’s at ta’ en uendelighed.
Sol gå ned, og gi’ mig fred.
Lad alting blive som før.
Hvor er der ærlighed?
Hvor er der ren besked?
Hvor er sandheden henne?
Hvor er et fingerpej?
Hvor er den rette vej, som er helt uden ende?
Hvor er alt det jeg var før?
Hvor er svarene når jeg spør’?
Der er dage hvor døgnet varer hundrede timer,
Mens man går og be’r til at solen går ned.
Der er dage hvor alting bare slet ikke rimer,
Og som syn’s at ta’ en uendelighed.
Sol gå ned, og gi’ mig fred.
Lad alting blive som før.
Der er dage hvor døgnet varer hundrede timer,
Mens man går og be’r til at solen går ned.
Der er dage hvor alting bare slet ikke rimer,
Og som syn’s at ta’ en uendelighed.
Sol gå ned, og gi’ mig fred.
Lad alting blive som før.
Sol gå ned, og gi’ mig fred.
Lad alting blive som før.