En junker red ved juletid,
Tjing-tjang-tjing-nutillej
omkring ham dalet sneen hvid.
Tjing-tjang-nutillej
Han stred sig frem i regn og blæst,
med et der segnede hans hest.
Tjing-tjang-lu
Tjing-tjang-lu
Tjing-tjang-tjing-nutillej
Den jomfru sad ved højen tårn,
Tjing-tjang-tjing-nutillej
og ventede ham som til forn.
Tjing-tjang-tjing-nutillej
Men natten gik så trist og lang,
i ensomhed til solopgang.
Tjing-tjang-lu
Tjing-tjang-lu
Tjing-tjang-tjing-nutillej
Den næste dag ved morgenrød,
Tjing-tjang-tjing-nutillej
de fandt den stakkels junker død.
Tjing-tjang-tjing-nutillej
Han dækket var af sne og is,
men tør nu op i Paradis.
Tjing-tjang-lu
Tjing-tjang-lu
Tjing-tjang-tjing-nutillej
Det var jo noget værre noget,
Tjing-tjang-tjing-nutillej
for da han tøede blev han våd.
Tjing-tjang-tjing-nutillej
Men sådan kan det altså gå,
når man går uden hue på.
Tjing-tjang-lu
Tjing-tjang-lu
Tjing-tjang-tjing-nutillej
Da jomfruen fik den besked,
Tjing-tjang-tjing-nutillej
hun kastede sig fra tårnet ned.
Tjing-tjang-tjing-nutillej
Nu deler de en lille sky,
som regner over land og by.
Tjing-tjang-lu
Tjing-tjang-lu
Tjing-tjang-tjing-nutillej
