Sig nærmer Tiden, da jeg må væk,
jeg hører Vinterens Stemme;
Thi også jeg er kun her på Træk,
og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
det Hjærtet ikke betynger,
Og derfor lige glad nu og da
på gennemrejse jeg synger.
Jeg skulle sjunget lidt mer’ måske –
måske vel også lidt bedre;
Men mørke Dage jeg måtte se,
og Storme rev mine Fjædre.
Jeg vilde gerne i Guds Natur
med Frihed spændt mine Vinger,
Men sidder fast i mit snævre Bur,
det alle vegne mig tvinger.
Jeg vilde gerne fra højen Sky
udsendt de gladere Sange;
Men blive må jeg for Kost og Ly
en stakkels gjældbunden Fange.
Tit ligevel til en Smule Trøst
jeg ud af Fængselet titter,
Og sender stundom min Vemodsrøst
med længsel gennem mit Gitter.
Lyt og, o Vandrer! til denne Sang,
lidt af din Vej Du hidtræde!
Gud véd, måske det er sidste Gang
du hører Livsfangen kvæde.
Mig bæres for, som ret snart i kvæld
at Gitterværket vil briste;
Thi kvidre vil jeg et ømt Farvel;
måske det bliver det sidste.
