Nys fyldte skøn Sired sit attende år,
var rolig i vinter og munter i vår.
Som bækken i engens det blomstrende skød,
så stille, så klare de dage henflød.
From var hun i hjerte, i adfærd så blid,
var rød som en rose, som lillien hvid;
to øjne hun havde, så klare, så blå
som himlen, til hvilken hun sørgefri så.
Hun bandt uden hensigt den skønneste krans;
var altid den første i sang og i dans.
Så mangen stolt ungkarl forelskt hende så;
men håbløse lod hun dem alle bortgå.
Rask ride de bønder nu sommer i by.
De sange, de lyde så højt udi sky,
sin Oluf ved gildet hun første gang så,
veltalende øjne hinanden forstå.
Han elsker nu Sired og elskes igen;
hun græder, da Oluf fra hende drog hen;
med glæde hun ser ham at komme til by;
og når han bortdrager, hun græder på ny.