Hafvde Kiærlighed lænkelagt
Dend utæmmede Mackt?
Han glemmer det han legger død
Ingen Minder stiiger fra Graven brat
Ingen Anger gliider giennem Siælens Nat
Med Ydmyghedens Taarer smigrede hun
Dend Guddom som hun hadete medens hun frycktede
Hendes Væsen, lig et Lam
Gik ham ey forbi
For hun hafde rørt ved ham
Øfved sin Magi
Uagtet disse Siæle tvende
Een hafvde at ende
Nye Smerte klinger frem aff gammel Klage
Tragoedie aff uaffbrudne Dage
Ukuelig, dend Tørst
Hinsidigt, det Begiær
Nu drev han yr &map gal
I sorthiærtet Kval
Vintrens kulde
Snart tilfulde
– oc hans Længsel
Mod een Vinternat
Ulven vandrer eene
