Det er en råkold vintermorgen,
jeg vågner ved tanken om alle
de kære, vi mistede før tid,
men underfuld er denne morgen,
hvor jeg kan stå op og gå snetur
med den, der er hos mig endnu.
Lad os gå ud og se på sneen
ved havet hvor sneen, den falder
i cirkler som genvundet tid;
og mindes alle dem, vi elskede,
de elskede vi mistede, før der var
nok tid til at vise dem det.
Og tiden falder blidt som sneen,
du hvisker, at sneen er nåde,
og at vi er dækket af den.
Det er en råkold vintermorgen;
jeg sørger ved tanken om alle
de kære, vi mistede før tid,
men underfuld er denne morgen,
hvor jeg kan stå op og gå snetur
med den, der er hos mig endnu.
