Uden Sorrig for det, som svandt
Han drager paa nye & farlig Færd
Hans eeneste Sorrig være at han intet fandt
Som vaer een Taare værdt
Til han Medynk saae
I hendes øine, der alt Lius vaer tendt
Der al Glæde snart vaer endt
Slig een Pige hellig, vacker
Det brustne Blik flacker
Hun kiændte Haabet brast
Han viiger for bendes Blik
Med een smertelig Mystik
Fylder hende mod Hiærtenskiær
Med hendes Ild ligger sort & død
Ondskab qvalte hver een Glød
Dend hviide Gloe, dend slukte han
Men dend ha’r skabt een mæcktig Brand
Aff Had & Elskov & tungindigt Haab
Nyfødt bæres Maanen Frem
Ofver det Sind som her bleff røfved
Aff dend mørcke,
Magi paa hende øfved
Med rædde Skrit. mod ham –
Dybt berørt:
“Du Diefvlens Sendebud,
som bærer Fryckt fra Mand til Brud,
Du Menskehadets reene Styrkedrik,
Du næring for min Siæl, som dør;
Gaae ey bort, o Skygge, før
Ieg viiser Kiændsler som ieg hafvde Angst
For at nære før ieg bleff din Fangst”